Ruth og Eskild

ruth eskild mindre

Vi hedder Ruth og Eskild Korsholm. Vi er tidligere landmænd. Drev i 40 år et landbrug halvanden km uden for Lem. Nu er vi begge pensionister.

Vi har fire børn som har gået i Lem Stationsskole og dyrket fritidsinteresser i Lem. Her kan nævnes spejder, men også idræt og gymnastik har de dyrket. Om sommeren på stadion, og efter at vi fik Lem hallen har de været med til mange aktiviteter der, senere også som instruktører. Det har været en fordel at vi boede så tæt på byen, at de selv kunne cykle til skole og fritidsaktiviteter.

Vi er begge født i et nabosogn og flyttede hertil i 1967. Og hvorfor netop Lem? Fordi den gård vi gerne ville købe lå tæt på Lem by. Men også fordi vi gerne ville bo et sted hvor man var tæt på det hele. Da en søn overtog gården, var vi ikke i tvivl om at vi skulle flytte til Lem. Vi byggede hus på St. Kjærgårdsvej og det har vi ikke fortrudt.

Vi synes Lem er en dejlig by, også for pensionister. Vi har gode dagligvareforretninger og flere specialforretninger. Det betyder at vi kan få det lokalt, som vi skal bruge i det daglige. Vi går begge til ældremotion om vinteren. Her har vi først tre kvarters gymnastik hvorpå der er kaffe med fællessang og socialt samvær. Bagefter er vi til svømning og vandgymnastik. Svømmehallen er opvarmet til 33-34 gr, så det er rigtig godt til stive muskler og led. Om sommeren er Ruth med til petanque. Vi går jævnlig i kirke og vil gerne høre et godt foredrag. Vi deltager også jævnlig i ældreklubbens møder. I vinterhalvåret er vi begge med til korsang. Derudover cykler vi en del, og så har vi en stor have som vi bruger en del tid på.

Vi er medlem af plejehjemmets beboervenner, og Ruth hjælper til som frivillig ved en del af hjemmets arrangementer. Hver vinter har LOF en møderække, vi kalder det ”højskoledage” i Smedenes Hus. Det er os der planlægger og leder disse møder.

Og hvorfor laver vi frivilligt arbejde? Det er nok noget der smitter. Der så mange ”ildsjæle” i Lem – både unge og mere modne – som gør et stort arbejde for fællesskabets skyld, at man får lyst til at være med..

Vi har dejlige rekreative arealer næsten uden for vor dør. Anlægget midt i byen med sø og store træer er flot hele året. Også grusgraven er et dejligt område med dens vilde natur. Og et godt stisystem forbinder det hele, så der er masser af muligheder, hvis man vil trave en tur. Udenfor byen har vi de store engarealer mod vest og bakker nod øst. Begge dele er velegnet hvis man vil ud at nyde naturen.

Skal der nævnes en speciel begivenhed i Lem, må det nok være årets Sankthansfest. Her danner Anlægget virkelig gode rammer for at markere midsommer og der kommer rigtig mange af byens borgere for at være med til at fejre det.

Ruth og Eskild Korsholm

Hjemmesiden bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Læs mere her..